Fra 13. december 2009 var det planen at overgå til en ny køreplan med faste minuttal og afgange hver halve time fra 6.00 – 20.00 på hverdage og timedrift om aftenen samt i weekenden.
En forudsætning var en opgraderet Odsherredsbane, som kunne godkendes til strækningshastigheder på 100-120 km/t i stedet for de nuværende 70 km/t. Anlægsarbejderne var imidlertid ikke så langt, at vi kunne få godkendelsen, og siden 13. december har vi kørt efter med en ændret, men ikke specielt optimal køreplan.
Tre måneders vintervejr har gjort det umuligt for entreprenørerne at arbejde i sporet, men nu er foråret sat ind, og arbejdet er genoptaget. Vi kan dog først få myndighedernes tilladelse til at køre hurtigere, når sporarbejdet er afsluttet.
Vi tager nu konsekvensen af forsinkelsen, og fra 2. maj 2010 lancerer vi en ny og bedre køreplan på Odsherredsbanen, hvor togene dog fortsat højst kører med 70 km/t.
Køreplanen er tilrettelagt således, at vores kunder får tilnærmet halvtimedrift i de store pendlerperioder morgen og eftermiddag på hverdage og ellers timedrift på hverdage. I weekenderne udvides køreplanen, så der bliver der timedrift fra kl. 7-24.
Samtidig ændrer Movia enkelte buskøreplaner, så der bliver bedre korrespondance mellem bus og tog bl.a. i Asnæs, Højby og Nykøbing Sj.
Trafikchef René B. Hansen